Pædofile, der kontakter børn via chat-funktionen i Wordfeud, er et reelt problem. Med ganske få forholdsregler kan du imidlertid undgå dem.
Brugernavn
Vælg et brugernavn, som man hverken kan udlede dit navn, dit køn eller din alder af. I stedet for Maria12 eller Maria2001, så vælg navne på fiktive personligheder, steder eller lignende. For eksempel er det svært at gætte, om der befinder sig et barn eller en voksen, dreng eller pige bag brugernavnet Titanic123.
Profilbillede
Undlad at bruge muligheden for at sætte et billede på din profil. Hvis du gerne vil have, at de venner, du ofte spiller med, kan genkende dig i spillet, så vælg et tilfældigt billede eller logo i stedet for et billede af dig selv.
Undgå chatten
Selvom det kan virke uhøfligt at lade være, behøver du ikke at svare, når folk skriver noget i chat-delen af Wordfeud. Hvis du synes, det er hyggeligt at chatte med folk, kan du gøre det, men sørg for at stoppe, så snart samtalen drejer ind på mere personlige emner.